Servicemedarbejder søges til DTU Aqua, Nykøbing Mors

Profilbillede
dato

DTU Aqua søger en kollega som er ansvarsfuld, pligtopfyldende og har en stor grad af ordenssans og er glad for at løse serviceopgaver, som kan glæde og gavne dine engagerede kollegaer i en travl hverdag. 

Jobbet
Du skal være med til at vedligeholde og drifte huset og dermed varetage en del forskellige praktiske serviceopgaver.

Arbejdsopgaverne vil primært bestå af daglig rengøring i huset som omfatter kontorer, laboratorier, toiletter og fællesområder. Der vil også være indkøb af diverse rengøringsartikler og forbrugsstoffer. Der vil desuden være praktiske driftsopgaver som oprydning, affaldssortering, håndtering af opvask, vasketøj og kaffemaskiner. Vi huser en del arrangementer og har overnattende gæster med tilhørende opgaver i form af klargøring, indkøb og oprydning. Dette kan i enkelte tilfælde være udenfor almindelig arbejdstid.

Vi tilbyder stor medinddragelse i den daglige planlægning og forventer at du bidrager med initiativ og engagement. Opgaverne varierer og du har mulighed for selv at være med til at planlægge og prioritere egne arbejdsopgaver.

Vores forventninger til dig
Vi søger en kollega som arbejder selvstændigt, fleksibelt, grundigt og struktureret og som sætter en ære i at yde god service. Det er vigtigt, at du er en god kollega med godt humør, som kan lide at arbejde i en organisation, hvor kvalitet, fællesskab og sikkerhed går forrest!

Erfaring med rengøring er en fordel og du bør kunne beherske IT på brugerniveau. Du skal kunne bruge Outlook og være klar til at lære de øvrige programmer vi bruger i hverdagen.

Da DTU er et internationalt universitet, vil det være en fordel hvis du kan engelsk til daglig brug.

Vi tilbyder et ansvarsfuldt, alsidigt og selvstændigt arbejde, gode muligheder for kompetence­udvikling, flekstid og et uhøjtideligt arbejdsmiljø.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og OAO-s og organisationsaftale for Ejendomsservicemedarbejdere ved en række statsinstitutioner eller i henhold til organisationsaftale for håndværkere og teknikere eller anden relevant overenskomst.

Vi ønsker 30-37 timer pr. uge.

Ansættelsesstedet vil være DTU Aqua, Sektion for Administration og Service, Øroddevej 80, 7900 Nykøbing Mors, men der kan i sjældne tilfælde være rejser til vores øvrige lokaliteter i Silkeborg, Hirtshals og Lyngby, f.eks. ved personalemøder.

Du bliver ansat i Sektion for Administration og Service, som har ansvar for daglige driftsopgaver på DTU Aquas lokaliteter, f.eks. administration, service, arbejdsmiljø, indkøb m.v.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest 1. maj 2024 . Åbn linket ”Ansøg nu”, hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Stillingen er ledig til besættelse hurtigst muligt.

Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Lone Rosenkær Olsen på 20402230 eller Helle Kjelstrup på 29621311. 

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. 

Om DTU Aqua
DTU Aqua – Institut for Akvatiske Ressourcer – arbejder for velfungerende have, åer og søer, hvor biodiversiteten kan trives. Vores forskning, rådgivning og uddannelse bidrager til at udvikle en bæredygtig blå bioøkonomi og robuste akvatiske økosystemer og til at reducere effekterne af klimaændringer. Vi har et stort nationalt og internationalt netværk og samarbejder med andre forskningsmiljøer, myndigheder, erhverv og NGO'er. Vi har state-of-the-art-forskningsfaciliteter og Danmarks største forskningsskib. Instituttet har 350 medarbejdere, hvoraf en tredjedel er videnskabeligt personale. Mere end 30 nationaliteter er repræsenteret på instituttet, og vi arbejder for en ligelig kønsfordeling. Vi holder til i Lyngby, Hirtshals, Nykøbing Mors og Silkeborg og har faste aktiviteter i Grønland. Læs mere på aqua.dtu.dk 

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Morsø Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

DTU Aqua (Nykøbing Mors), Øroddevej, 7900 Nykøbing M

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 01-05-2024;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/6026191

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet