Træningsprogram øger læsehastighed for skoleelever i Morsø med 42 procent

Foto: PR.
Profilbillede
dato

De seneste to år har 1.146 skolebørn i Morsø Kommune arbejdet med FrontReads læsetræningsprogram. Resultatet er et løft i læsehastigheden på 42 procent, og forløbet gør flere elever uddannelsesparate.

Læsetræningsvirksomheden FrontRead, der arbejder med at styrke læsehastighed og tekstforståelse hos danske skoleelever, har netop afsluttet et femårigt landsdækkende læseprojekt.

I Morsø Kommune har fire skoler og 1.146 skoleelever fra 3. til 10. klasse siden 2019 deltaget i projektet og arbejdet med at træne læsefærdighederne, og helt nye tal fra projektet viser, at elevernes læsehastighed i gennemsnit er øget med 42 procent.

Optimale træningsfaciliteter
Michael Dahlgaard, der er chef for Center for Skole og Dagtilbud i Morsø Kommune, understreger vigtigheden af, at læreren tager aktiv del i elevernes læsetræning.

"I vores øjne kan læreren sammenlignes lidt med en fodboldtræner. Uanset om læsetræningen foregår i dansk, matematik eller biologi, skal læreren tro på, at øvelserne giver resultater. På samme tid skal øvelserne være af sådan en karakter, at eleverne glæder sig til at lave dem. Det er præcis det, en dygtig fodboldtræner skal kunne mestre, og med FrontRead får både lærere og elever i Morsø Kommune den helt rigtige motivation og træningsfaciliteter," siger Michael Dahlgaard.

Eleverne på femte, niende og tiende årgang er højdespringerne i statistikken for Morsø Kommune. I skoleåret 2019/2020 præsterede eleverne her et løft i læsehastigheden på henholdsvis 69, 56 og 92 procent.

Flere bliver uddannelsesparate
Træningen med programmet styrker både færdighederne ved analog og digital læsning. Ifølge FrontRead er det vigtigt, at læsetræningen startes tidligt, og at den understøttes i alle fag gennem hele skoletiden. På den måde bliver eleverne bedst muligt rustet til fremtiden.

"Læsning er en essentiel færdighed, som vi kan arbejde med at forbedre, og nøglen er at finde den helt rigtige kadence, så hastighed og tekstforståelse går hånd i hånd. Lykkes det, vil mange opnå en højere grad af uddannelsesparathed, og det bliver samtidig nemmere for de unge mennesker at deltage i det sociale liv og at besidde et job efter endt uddannelse," siger Merete B. Riedel, der er læringsansvarlig hos FrontRead.

Foruden elevernes indsats er det ifølge Merete B. Riedel væsentligt, at læreren også tager aktivt del i træningen. Der er i programmet særlige moduler specifikt designet til underviseren, så vedkommende løbende kan tilpasse undervisningen efter elevernes behov og ønsker.

Kilde: Epicent.dk